1. gang vi var i Venedig var i 1995.

Den 1. juni ankom vi til banegården i Venedig, og straks, da vi kom udenfor terminalen, blev vi antastet af en person, som tilbød os overnatning til en særlig billig pris, hvis vi fremviste et kort, som han gav os. Vi sagde pænt, tak, og fortsatte ad broen over Canale Grande og ind i byen.

Da vi havde gået lidt, blev vi enige om lige at kigge på Hotel Basilea, som tilbuddet henviste til. Tilbuddet var absolut acceptabelt, og vi flyttede ind. Bevares, værelset var meget 'kropsnært', men hvad pokker, vi skulle jo bare bruge det til at sove i...!

Alt i Venedig emmer af idyl og romantik, men det er ikke altid nemt at få øje på det. Det er ofte skjult i et enormt menneskemylder. Venedig er en turistmagnet af format.

Vi fik virkelig slidt skosålerne tynde i byen. Meeen vi tog også af og til en 'vaporetto' (vandbus) for at hvile de trætte pusselanker!

Der blev også tid til udflugt til Lido, hvor et af de store trækplastre var turistting ad libitum.

Da vi føltes os færdige i Venedig fortsatte vi med toget til Firenze.

På vej fra Lofer i Østrig til Firenze, hvor vi fulgte Tauernautobahn fra Salzburg, over Alperne og et godt stykke ind i Italien.

Vi bestemte os for at lægge vejen forbi Venedig - bare sådan lidt for sjov! Vi fandt en campingplads, Camping Rialto, der lå strategisk rigtig for en god busforbindelse ud til Venedig. Jeg mener at kunne huske, vi havde tre overnatninger her.

I Venedig tog vi vaporettoen til Lido, men vi glemte også at tage til Murano, som skulle være verdenskendt for krystal- og glaskunst. Vi brugte næsten en hel dag på at vandre rundt for at finde nye steder, vi ikke havde set før, og det lykkedes os rent faktisk at fare vild. Men et besøg hos en korthandler bragte os på rette spor igen.

Næste destination blev Firenze.