På
trediedagen kørte vi med bus fra Hurghada til Luxor, hvor vi straks gik
ombord på båden, som de kommende dage skulle fungere som vores hjem.
Kort
tid efter afsejlede vi mod Aswan. Sejladsen foregik om natten, hvor
passerede slusen ved Esna. Inden ankomt til Luxor gjorde båden et stop, hvor
vi besøgte
Horustemplet i Edfu.
Det fører for vidt at omtale
alt, vi oplevede, men i flæng kan nævnes: Aswandæmningerne,
Felukkasejlads,
Nubisk landsby, templer i massevis (f.eks.
Abu Simbel,
Karnak- og
Luxortemplerne),
Kongernes Dal,
Det Egyptiske Museum i Cairo og
Pyramiderne i Giza.
Turen til Cairo var, og som hustruerne ikke havde lyst
til at deltage i, arrangeret hjemmefra. På nettet havde vi truffet
aftale med et lokalt sightseeingbureau, som tilbød at afhente os i
lufthavnen, transportere os rundt til Det egyptiske Museum, Pyramiderne,
begge steder med guide inkl. frokost undervejs, og til slut aflevere os i
lufthavnen, når vi sidst på dagen skulle retur til Hurghada.
Vi var en anelse spændte på, om vi kunne stole
på, om aftalen fungerede efter hensigten. Det gjorde den - ethundrede
procent! Stor ros til arrangøren!
Da vi havde tid til det, fik vi tilbud om at
blive kørt til et stort egyptisk marked. Det er altid lidt spædende at
opleve de nærmest kaotiske forhold i menneskemyldret. En fin oplevelse.
Vi blev afleveret i lufthavnen i god tid før
sidste afgang til Hurghada og incheckning blev foretaget med det samme for
at være lidt proaktive.
Indenrigsterminalen var ganske ny og pæn, men
en anelse steril og ikke særlig hyggelig. Desuden manglede der
oplysningsskærme og højttaleranlæg. På et tidspunkt, et godt stykke tid før
forventet afgang, blev der en del uro i hallen, hvor bl.a. en fyr vandrede
frem og tilbage og sagde ting på egyptisk, forstås, og som vi selvfølgelig
ikke forstod en dyt af!
Da der var ca. 20 minutter til planlagt afgang,
henvendte vi os til boardingskranken, idet vi mente, det snart var tid til
boarding. Gutten ved skranken, en lille korpulent, brylcreme-glinsende
skidespræller, fik pludselig meget travlt med at skælde ud, telefonere rundt
i øst og vest, alt mens han i højtråbende toner meddelte os, at han havde
kaldt på os adskillige gange. Endelig dukkede en bus op, og vi blev beordret
ombord for at køre os ud til flyet. I samme øjeblik, vi ankom til flyet,
blev trappen kørt væk, og chancen for at komme med forduftede i den
egyptiske aftenluft.
På vej tilbage mod terminalen blev
"skidesprælleren" pludselig helt rolig og fortalte, at vi nok skulle komme
med første morgenfly - om 6-7 timer!! Desuden kunne vi gratis nyde alle de
drikkevarer - alkoholfri, selvfølgelig!, som vi måtte havde behov for i
løbet af natten. Jeg fik oven i købet lov til at bryde det eksisterende
rygeforbud.
På hotellet i Hurghada sad to græsenker, som,
da jeg første gang sms'ede, at vi ikke kom tilbage før næste morgen, troede
det hele var en god, gammeldags aprilsnar. Turen til Cairo var jo netop den
1. april! Det krævede en opringning for at overbevise dem om sandheden i
sms'en.
Natten
forløb lidt forskellig for os. Jan, som har et sovehjerte som det
bornholmske grundfjeld, satte sig godt tilrette på en upolstret
metalstol/bænk, lænede sig tilbage, smed benene op og faldt i søvn i løbet
af få sekunder. Han sov de uskyldiges søvn lige indtil, der hen på morgenen
begyndte at blive uro fra de passagere, som efterhånden begyndte at møde op
til næste flyafgang.
Jeg derimod kunne ikke rigtig finde hvile.
Natten gik mestendels med at vandre hvileløst frem og tilbage i hallen,
drikke kaffe og softdrinks, kigge på bartenderen og et par toiletbesøg. Et
misundeligt blik til min sovende rejsekammerat blev det da også til nu og
da.
Resten af turen forløb uden særlige
komplikationer bortset fra at der i flyet var et yngre par af egyptisk
etnicitet, der absolut skulle spille høj musik af en karakter, der i min
tilstand bestemt ikke virkede beroligende på mit blodtryk. Til alt held
behagede musikken heller ikke flere andre medrejsende, som, med hjælp af en
stewardesse, fik "jallalydene" bragt ned på et acceptabelt niveau.
Om hustruerne blev glade for at se os igen?
Naturligvis!!!
Alt i alt havde vi en fantastisk god og
veltilrettelagt rejse med masser af gode oplevelser.
Kig billeder, hvis du har lyst!