Det var i maj 1988, at vi tog til Cypern igen. Denne gang uden børn!! WOUW..!! Helt alene os to...?! Det var edderma'me ikke så ringe endda!!

Vi rejste på den gode, gammeldags chartermaner.

Igen boede vi i AYIA NAPA denne gang i en lejlighed på Hotel Christabelle, et godt stykke fra stranden, hvorfor vi fandt det nødvendigt med et transportmiddel. Det blev en knallert, som det var lovligt at transportere to personer på. Ret hyggeligt at køre på et sådant dyr. Blot skulle man hele tiden huske at på Cypern kører man i venstre side af vejen.

Knallerten brugte vi også til at "vimse" rundt i omegnen for at indsnuse "alt det lokale".

En dag tog vi på en af bureauet arrangeret tur til Paphos. Jeg tror, det var første gang, jeg deltog i et sådant arrangement. Det, vi så, var såmænd ganske interessant, men... men... men.. jeg er altså ikke god til at blive "trukket rundt ved næsen" af guiden, som hver gang, vi stoppede, gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at vi der og der kunne/burde købe ting og sager. For pokker! Alt det turistede junk, ragede mig en hattefis.

Et andet irritationspunkt var, at vi næsten ingen tid havde til at fordybelse. "Bussen kører om 12 minutter. Hvis I ikke er klar til tiden, må I selv finde tilbage til jeres hotel. Bussen kører til tiden!", kunne  det eksempelvis lyde fra guiden. Var der drikkepenge ved turens slutning? NEJ!

Vejret var såmænd solrigt og lunt, men af og til kom der i løbet af dagen en ret kraftig vind, der kunne vare i flere time. Vinden gjorde ophold ved stranden umuligt. Man blev simpelthen sandblæst.

Rådet må derfor blive: Vent med at rejse til Ayia Nappa til midt i juni. Vejret er bare bedre, nemlig!