Da vi forlod Barth kørte vi til Berlin, for lige at bruge et par dage der, inden vi via  Helmstedt ville returnere til DK. Vi havde forhørt os hos det lokale Politi om projektet var lovligt. Husk lige, det var i DDR-tiden, hvor alt, som udgangspunkt, var ulovligt. Vores projekt overholdt alle krav!

Efter en tur op i Berliner Fernsehturm på Alexanderplatz og shopping i en krystalforretning i Unter Den Linden i Østberlin ankom vi til Grenzübergang Friedrichsstrasse for at finde natlogi i Vestberlin. Østberlin virkede på ingen måde interessant til formålet.

At passere grænsen til og fra DDR var ikke bare noget, man sådan lige gjorde. Der var en masse bureaukrati, kontrol, mistro mv. "Vores" kontrollør forlangte bilen tømt for ALT og alle klapper, låger og døre inkl. handskerumsklappen åbnet. Efter et virkeligt grundigt gennemsyn af vores effekter faldt hans blik på en lille brun pakke, som indeholdt vores indkøb af 4 krystalglas, og som gav ham anledning til på stedet at inddrage vores pas og konfiskere pakken til grundigere kontrol på et for os utilgængeligt sted. Han forlod os med beskeden "Warten". Vi måtte end ikke begynde at pakke bilen igen.

Efter omkr. 20 minutters venten kom han tilbage, afleverede pakke og pas og sagde, at vi kunne passere grænsen. At komme fra Øst- ind i Vestberlin følte som at komme fra nat til dag! På "vestsiden" af grænsen var der absolut ingen kontrol, men til gengæld masser af blinkende neonreklamer mv., som så godt kendetegner den vestlige kultur!

Vi fandt et passende hotel, gik i byen for at spise, fik et par glas ... og gik ret tidligt til ro.

Den næste dag efter morgenmaden chekede vi ud og kørte rundt i byen på må og få nogle timer inden, vi begav os mod transitmotorvejen til Helmstedt.

Det var også forbundet med bureaukrati ad libitum at få lov til at benytte transitmotorvejen. Dog lykkedes det trods mange diskussioner og tilsvarende frustrationer at få en transittilladelse til at passere det "vidunderlige samfund", DDR, endnu en gang.