Et
facinerende eventyr startende den 26. oktober 2008,
da vi, sammen med gode venner, forlod Kastrup
ombord på SAS-flyet til London/Heathrow. Den videre rejse til Johannesburg
foregik med Virgin Atlantic. Flyverejsen sluttede i Phalaborwa mandag den 27.
med en relativ hård landing på den kun 1.370 m. lange bane. Vi var dog blevet
advaret af piloten kort før landing om, hvad der ventede! Samlet flyvetid fra
Kastrup via London og Johannesburg til Phalaborwa var 14 timer og 15 minutter.
I lufthavnen blev vi afhentet af Juan i en VW minibus
fra
Mpala Safari Lodge, som, med et par
undtagelser, skulle være vores hjem
de næste 14 dage.
Urimeligt tidligt (kl. 5...!!) næste morgen blev vi
vækket for at komme på vore første "bush walk". Derefter gik det slag i slag med
store, fede oplevelser. I flæng kan nævnes night drive, flyvning i
varmluftballon, aftensmad under et baobabtræ, kørsel på quad bikes mellem de
vilde dyr, overnatning
i Krugerpark, besøg i en lokal skole og børnehave, ridning på elefanter, besøg i
et gepardreservat og meget, meget mere.
Vi oplevede desværre ikke at se hele "The Big Five", som
er elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. Leopard fik vi ikke at se. Man
skal vist også være ret heldig, hvis det skal lykkes at se alle fem. Det tætteste, vi kom
på en leopard, var
dens efterladenskaber i form af et par kadavere, det ene tæt på lodgen, det
andet hængte i et træ ved vejen til lodgen.
Al forplejning var inkl. i prisen, dog ikke
drikkevarer. Vi levede i det hele taget som grever og baroner, og smagte mange
forskellige eksotiske ting her iblandt zebra og kudu. Serviceniveauet var helt i top, og et ophold på
Mpala Safari Lodge
kan på det kraftigste anbefales!
Den 10. november var denne helt suveræne oplevelse
forbi, og rejsen tilbage til de hjemlige himmelstrøg tog sin begyndelse.
Vi ankom til Kastrup den 11. november hen på
eftermiddagen.