3. - 10. august
rejste vi
sammen med Olsens til Tyrkiet
Rejse og ophold var
arrangeret gennem
Atlantis Rejser.
Flyrejsen, Kastrup -
Antalya t/rt, foregik med SAS i en Airbus 319 og var aldeles begivenhedsløs.
Alt gik efter planen både ud og hjem.
Opholdet
på
Hotel Corolla i
Side
var baseret på
All-Inclusive-princippet og var ganske fornuftigt. Det skal dog kraftigt
understreges, at vinene, der blev serveret til aftensmåltiderne, var rent
rævepis og terpentin! Efter min mening var disse vine komplet udrikkelige.
Hvis vinene, rød- hvid- og rosevine, repræsenterer tyrkisk vinmageri, mener
jeg bare, at man overhovedet ikke har begreb om, hvad vin er!
Bortset fra
"vinproblemet" havde vi en særdeles hyggelig og dejlig ferie i gode venners
lag, og mange af dagene gik med ren afslapning - enten på stranden eller ved
poolen. Da dagtemperaturerne lå omkr. 38 grader, var det ovenud vigtigt at
sørge for, at væskebalancen i kroppen hele tiden var under kontrol.
Om mandagen blev vi enige
om at tage en tur til den antikke del af Side for at kigge lidt på byen og
måske shoppe. Som ventet var der mange turister i byen, som, hvis man er til
den slags ting, rummer en masse fortidsminder fra fordums kulturers aktiviteter på stedet. Shoppingmulighederne begænsede sig for
det meste til det almindelige "turistgejl", man ser så mange andre steder i
verden. Ensformigt og noget trivielt.
For at se byen og
omgivelserne i et andet perspektiv tog vi en 1-times sejltur med en mindre
turbåd, og det var en ganske behagelig oplevelse.
En let frokost, inkl. en kold
øl, nød vi med udsigt over den lille havn, mens knallerter, scootere og
biler af og til brød idyllen med deres larm og os.
Onsdag tog vi igen en
taxi. Denne gang til nabobyen, Manavgat, hvor rygtet ville vide, at der den
dag skulle være et stort marked, som var et besøg værd. Der var også marked -
og det var stort, men et besøg værd? Det afhænger af øjnene, der ser!
Muligvis er jeg et gammelt, forstokket røvhul, men det lignede igen en god gang
"turistgejl" - dog lykkedes det mig vha. min kyndige hustru at finde syv par
underbukser i passende snit, farve og størrelse til en fornuftig pris. Nej, forgæves
var besøget på markedet ikke!
Efter markedet gik turen
en ca. 7 km videre til et vandfald, som ganske vist ikke er et af de største
vandfald i verden, men brusende vand er altid hyggeligt og facinerende, og
derfor var det fin oplevelse at se stedet.
Det var så de ture, vi havde
uden for "reservatet".
Den sidste aften havde vi
reserveret bord på den italienske restaurant. Maden var fortræffelig, men,
men, men... VINEN...!! Igen det samme sprøjt som til "hverdag". Jeg havde
ellers sat næsen op efter en god italiensk vin, men måtte nøjes med en EFES
- den velkendte, tyrkiske øl. Betjeningen var ikke af normal
standard - for at sige det diplomatisk! Der blev da heller ikke plads til
drikkepenge denne gang!
Atlantis Rejser
fortjener såmænd kun ros for arrangementet, men et lille pip skal
der selvfølgelig lyde - man er jo dansker: Da vi efter ankomst til lufthavnen kørte i bus på
vej til hotellet, og guiden havde informeret om praktiske ting, sluttede hun
af med at sige: "Nu kan I bare sidde og slappe af og nyde det smukke
landskab." SMUKKE LANDSKAB...?! Det var ikke lige til at se, hvor hun fik det
postulat fra! Landskabet var usigeligt trist. Dog anedes Taurusbjergene i
det fjerne.
Nå, pyt! Vi havde en
dejlig uge med megen saglig, seriøs og sober tale samt masser af
hygge og afslapning.
Stor
tak til alle deltagere. Håber, vi kan gentage konceptet en anden god gang.