Det hændte sig i dagene 18. - 28. maj, at vi
lavede en aftale om, at vi skulle mødes med en god, gammel kollega, der
camperede på DCU's campingplads, Sanddobberne.
Samtidig havde vores søn og svigerdatter brug
for lidt praktisk hjælp og støtte til opsætning af deres nyindkøbte
campingvogn med tilhørende fortelt, hvorfor de også indfandt sig på
campingpladsen.
Det blev et hyggeligt og godt ophold med masser
af dejlige timer sammen med bl.a. leg på stranden og en tur til Vejrhøj.
Da de unge igen var taget hjem, cyklede vi lidt
rundt i omegnen, hvor Dragsholm lige skulle beses endnu en gang, Senere
kørte vi en tur gennem Kalundborg og rundt på både Røsnæs og Asnæs.
Campingpladsen har vi besøgt et par gange før.
Den ligger dejligt i skøn natur, men lidt langt fra indkøbsmuligheder.
Nærmeste by er Fårevejle. Butikken på pladsen kan vel bedst beskrives som en
"nødløsning". Visse standpladser henligger i dyb skygge dagen lang, og er
derfor ikke pladser for os, men retfærdighedsvis skal det understreges, at
det langt fra gælder for alle standpladser.